Opskaering

50 nye arbejdspladser i Thisted

Højere udbeningsaktivitet, en ny afdeling til forædlede Japan varer og kapacitetsløft senere på året giver vækst og 50 nye arbejdspladser på Ticans afdeling i Thisted.

Der er netop givet grønt lys for ansættelse af ca. 15 nye medarbejdere for at øge udbeningsaktiviteten, idet afsætningen til specielt 3.-landsmarkeder i Asien stiger.
I første omgang øges udbeningen af forender og nakker, idet den nuværende produktion ikke kan dække efterspørgslen fra eksportmarkederne.

Etableringen af en afdeling til produktion af et nyt sortiment til primært det japanske marked vil også betyde nyansættelser i de kommende måneder. Der er tale om 15-20 medarbejdere, som ansættes, efterhånden som afdelingen opbygges. Første fase, som omfatter produktion af halvfabrikata til den japanske forædlingsindustri, forventes således igangsat sidst i marts. På 3-4 måneders sigt udbygges den nye produktionsafdeling med udstyr til skiveskårne produkter til den japanske Food Service sektor og detailhandel.

- Vi har en målsætning om at øge afsætningen til Asien – og specielt til Japan – i fremtiden, og vi ser gode muligheder efter, at den nye frihandelsaftale mellem Japan og EU netop er trådt i kraft. Der er fortsat stor uklarhed om Brexit, men vi må forvente, at UK’s betydning for den danske eksport af grisekød bliver mindre uanset udfaldet af forhandlingerne mellem EU og UK, siger adm. direktør Ove Thejls.

Tilgangen af nye leverandører medfører samtidig, at der bliver behov for en forøgelse af slagtekapaciteten i Thisted hen over efteråret, så kapaciteten kommer op på ca. 42.000 grise ugentligt.  Dette vil betyde ansættelse af yderligere ca. 15 medarbejdere for at kunne løse denne opgave.

Basisnotering uge 18
Svin 12,30 kr./kg | Søer 10,00 kr./kg