I løbet af de seneste to uger er to store internationale arrangementer målrettet svinesektoren i henholdsvis Nord- og Sydamerika blevet aflyst.
Den ene aflysning drejer sig om udstillingen World Pork Expo, som skulle løbe af stablen i juni i Des Moines, Iowa, USA. Udstillingen, der normalt afvikles hvert år i Des Moines, arrangeres af NPPC (The National Pork Producers Counsil). NPPC er en magtfuld organisation, som repræsenterer de amerikanske svineproducenter. NPPC har i længere tid været meget aktiv i kampagnen for at undgå, at der bringes afrikansk svinepestsmitte til kontinentet.
Den anden aflysning er ISERPD 2019 (The International Symposium on Emerging and Re-emerging Pig Diseases) – en stor international veterinærkongres. ISERPD er blevet afviklet skiftende steder på kloden de seneste 8 år og samler normalt flere hundrede dyrlæger fra alle hjørner af verden. Kongressen var i år planlagt til at skulle finde sted i Santiago, Chile, sidst på året.
Aflysningerne er forståelige – Nord- og Sydamerika er sammen med Australien de eneste tilbageværende verdensdele, hvor den afrikanske svinepest ikke er fundet indtil nu.