Italien

Afrikansk svinepest bekræftet i italiensk svinebesætning

Svinebesætninger vil blive aflivet efter to bekræftede tilfælde af afrikansk svinepest på en gård i Roms Lazio-region.

"Vi er nødt til at aflive alle svin i området meget hurtigt," udtaler Angelo Ferrari, der har til opgave at håndtere krisen. De lokale myndigheder vurderer at 1.000 svin skal aflives for at dæmme op for spredningen. "Jo hurtigere vi handler desto større håb vil der være for at de økonomiske konsekvenser kan begrænses" siger Angelo Ferrari.

Italien har en svinebestand på 8,9 millioner svin - den syvende største svinekødsproducent i EU, og repræsenterer en industri på 8 milliarder euro ifølge landbrugsorganisationen Confagricoltura.

De to tilfælde af afrikansk svinepest påvist i Lazio er det første blandt tamsvin i Italien. Før det blev der påvist tilfælde hos vildsvin i januar i det nordlige Italien, derefter i Lazio-regionen. Sygdommen har eksisteret i Afrika i årtier. I en rapport fra Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE) i december 2021 slog OIE fast, at afrikansk svinepest er blevet rapporteret i 32 lande i fem verdensdele siden januar 2020. I Italien har den været til stede på Sardinien siden den første gang dukkede op i 1978. I Vesteuropa blev virussen rapporteret i Belgien i 2018, og Tyskland bekræftede sit første tilfælde i 2020.

Italiens vigtigste landbrugsorganisation Coldiretti opfordrede i sidste måned regeringen til "hurtig nedslagtning" af vildsvin i hele landet, for at hjælpe med at stoppe spredningen af ​​sygdommen. Der findes en stor bestand af vildsvin i Lazio-regionen og i boligområder i Rom ses vildsvin ofte æde fra de overfyldte skraldespande.

Kilde: AFP via digitaljournal.com

Basisnotering uge 17
Svin 12,30 kr./kg | Søer 10,00 kr./kg