Forskere ved Madrid Universitet har offentliggjort resultater fra forsøg med oral vaccine mod afrikansk svinepest. Så vidt vides, er det den første rapport om eksperimentel vaccination af vildsvin mod ASF og den første rapport om oral immunisering mod enhver ASF-stamme i vildsvin.
I den aktuelle situation med den voldsomme spredning af sygdommen i flere verdensdele er der behov for en vaccine mod ASF som et yderligere redskab til at kontrollere sygdommen. Ingen af de bekæmpelsesforanstaltninger, der aktuelt anvendes i de berørte vildsvinepopulationer, har været 100 % effektive – selvom der dog er eksempler på, at bortskydning af vildsvin og hegning i fx Tjekkiet og Belgien indtil videre har vist sig effektive.
Viser vaccinen sig sikker, vil den kunne medvirke til at afbøde den ukontrollerede spredning af ASF i Europa og andre steder. Spredningen af klassisk svinepest er med succes blevet standset, bl.a. ved at vaccination har været et brugbart værktøj.
Der er endnu et stykke vej, før vaccinen vil kunne anvendes i stor stil. Det spanske forsøg er gennemført med et begrænset antal grise, og yderligere forskning og test vil være nødvendige.
(Kilde: Frontiers in Veterinary Science)