Danmap 1 graf

Forbruget af antibiotika til dyr og mennesker faldt i 2017. Det fremgår af den netop offentliggjorte DANMAP 2017 (dansk program, der overvåger antibiotikaforbrug og resistens). For dyrenes vedkommende er det grisene, der står for langt den største del af forbruget.

DANMAPP 2017 er netop offentliggjort og dokumenterer, at forbruget af antibiotika til dyr er faldet for fjerde år i træk. I alt er forbruget over 4 år faldet 14 %.
Af ovenstående figur 4.2 fra DANMAP fremgår, at det er grisene, der står for den absolut største del af antibiotikaforbruget, nemlig 74 %.

Af figur 4.4 fra DANMAP, der viser forbruget fordelt på kategorier af grise, kan man se, at smågrisene står for den absolut største del af antibiotikaforbruget, samt at det samlede forbrug til grise er faldende gennem de sidste 4 år.

Antibiotikaforbrug til mennesker er også faldet
Forbruget af antibiotika til mennesker steg år for år frem til 2011. I årene 2012 - 2016 har forbruget ligget stabilt til svagt faldende, mens det i 2017 faldt 4,8 % i forhold til 2016, som det fremgår af figur 5.1 fra DANMAP. Faldet er primært sket i primærsektoren, som er lig med de praktiserende læger.

Det danske antibiotikaforbrug er troværdigt dokumenteret
Få steder i verden er forbruget af antibiotika til mennesker og dyr så godt dokumenteret som i Danmark.

I flere årtier har det været et krav, at antibiotika kun kan sælges på basis af recepter udskrevet af autoriserede læger og dyrlæger. Forbruget registreres i offentlige databaser. Forskningsinstitutioner overvåger udviklingen i forbrug, resistens mv. og afrapporterer i fuld offentlighed årligt, hvordan rigets tilstand er.

DANMAP er en omfattende rapport på 150 sider, der hvert år udarbejdes af DTU Fødevareinstituttet, DTU Veterinærinstituttet og Statens Serum Institut. Den første af sin slags forelå i 1996, og i denne uge udkom så den 22. DANMAP-rapport, der forholder sig til antibiotikaforbruget i 2017. Rapporten, som er på engelsk, kan ses her: https://www.danmap.org/Downloads/Reports.aspx

Basisnotering uge 45.2026
Svin 7,50 kr./kg | Søer 4,05 kr./kg