Ny lovgivning og øgede markedskrav bliver en del af DANISH Produktstandard fra 1. juli 2020.
I besætninger med en sundhedsrådgivningsaftale bliver det et krav, at al personadgang til og fra besætningen skal ske via et forrum, hvor ejer og ansatte skal tage bad ved arbejdstids ophør.
Det er tilstrækkeligt, hvis man har bad på én ejendom (ét CHR-nummer), selvom man har flere ejendomme. Kravet er dog, at badet skal være der, hvor personalet slutter arbejdsdagen, klæder om og tager hjem. I praksis bliver udfordringen især at finde løsninger i ældre og mindre stalde, som ikke indgår i en sammenhæng, hvor de krævede forhold kan imødekommes.
SEGES Svineproduktion har udarbejdet tre forslag til indretning af forrum/bad, som kan ses på svineproduktion.dk
Hvis pladsen er til rådighed, kan forrum/bad etableres for overkommelige midler, idet en brusekabine kan købes i byggemarkeder fra ca. 2.000 kr.
Lovgrundlaget for kravet om forrum/bad kommer fra ”Bekendtgørelse om sundhedsrådgivningsaftaler for svinebesætninger” (BEK nr. 1243 af 26/11/2019). I afsnittet om zoonotisk smittebeskyttelse blev der i 2016 introduceret krav om forrum og særlig indretning af dette. Nu udvides punktet til også at omfatte krav om bad. Kravet om forrum i tilknytning til besætningen gælder ikke for personadgang til og fra besætninger, som helt eller delvist opholder sig på udendørs arealer. For de besætninger skal personadgang til og fra besætningen ske via et rum med faciliteter som i et almindeligt forrum, deriblandt bad. Samtidig skal det være beliggende så tæt på indgangen til besætningen som praktisk muligt. Rummet må ikke være beliggende i privat bolig.
Markedskrav om stikprøver af hjemmeblandet foder
Et andet tiltag i DANISH-ordningen er krav om foderprøver, der skal tages stikprøvevis i besætninger med hjemmeblandeanlæg. Kravet kommer fra det tyske kvalitetsprogram QS og betyder, at der skal tages knapt 200 prøver om året hos tilfældigt udvalgte svineproducenter, der selv blander foderet. Prøverne skal analyseres og skal dokumentere, at foderet er fri for uønskede stoffer som f.eks. tungmetaller, mykotoksiner, antibiotika, pesticider og dioxiner. Prøverne vil blive udtaget af kontrollørerne fra Baltic Control i forbindelse med DANISH-besøg.
Begge oven for nævnte krav vil få begrænset indflydelse på varigheden af et DANISH-besøg. De vil imidlertid sikre, at danske svineproducenter også i fremtiden kan få et DANISH-certifikat, der er forudsætningen for adgang til markederne ude i verden.
(Kilde: SEGES Svineproduktion)