De kinesiske myndigheder - i form af bl.a. ”the National Development and Reform Commission” (NDRC) - har i sidste uge meddelt, at man fremadrettet vil øge landets strategiske lagre af grisekød i et forsøg på at stabilisere såvel produktion som priser på grisekød.
Ud over en markant forøgelse af lagrene, vil man også fra myndighederne overvåge markedet mere tæt end tidligere. Dette skal bl.a. ske via et indeks over antallet af avlssøer samt måling af en gros priser for grisekød i 36 byer.
Myndighederne har også hævet sit målepunkt for producenternes ”break-even” mellem gris og foder fra 5:1 til 7:1. Det nye break-even punkt skal bedre afspejle de højere produktionsomkostninger, der er en følge af øgede omkostninger til forebyggelse af afrikansk svinepest på besætningerne.
Ifølge en kinesisk analytiker ved Myagric.com ligger de nuværende kinesiske svinepriser på omkring 15,6 yuan pr. kg under produktionsomkostningerne for mange svineproducenter. Der er derfor ifølge analytikeren risiko for, at producenter stopper produktionen, hvilket kan ramme den samlede produktion senere. ”Risikoen for et meget bevægeligt marked er stor”, udtaler analytikeren fra til Myagric.com.
Kilde: Markedsnyt L&F