dansk graense

Enighed om betaling af vask ved grænsen

Vask og desinfektion af transportkøretøjer ved grænsen er en af de absolut vigtigste beskyttelsesforanstaltninger, der kan minimere risikoen for at få afrikansk svinepest til Danmark. Nu er der via en aftale mellem L&F Svineproduktion, Danske Svineproducenter og Danske Svineslagterier skabt sikkerhed for den løbende finansiering.

Vask og desinfektion af transportkøretøjer sker som en del af DANISH-ordningen og er med til at sikre, at alle transportkøretøjer, der har været ude af landet og efterfølgende returnerer til Danmark, er forsvarligt rengjorte og desinficerede, inden de igen kommer i nærheden af en dansk svineejendom. Mere end 26.000 transportkøretøjer bliver årligt vasket, desinficeret og synet ved de tre DANISH-godkendte vaskehaller, hvoraf to ligger ved Padborg og en ved Nakskov.

Finansieringen af vask og desinfektion har bl.a. været udfordret, siden DanAvl blev delt i Danbred og Danish Genetics, eftersom sidstnævnte ikke indbetaler genafgifter til fællesskabet. Men nu sikrer en ny aftale mellem L&F Svineproduktion, Danske Svineproducenter og Danske Svineslagterier, at der senest den 1. juli 2019 træder en ny betalingsmodel i kraft for vask af transportbiler ved grænsen.

Den nye aftale betyder, at udgifterne fordeles pr. gris, således at en eksportgris betaler 60 procent og en gris, der opfedes i Danmark, dækker 40 procent af udgifterne til vasken. Det betyder konkret, at betalingen for vask og transportstandard i 2019 vil koste 0,78 kroner pr. gris, der eksporteres, og 0,52 kroner pr. gris, der vokser op i Danmark. For grise, der vokser op i Danmark, arbejdes der på, at de nævnte 40 procent fordeles ligeligt mellem smågrise og slagtesvin, således at de hver betaler 0,26 kroner.

Se yderligere på L&F Svineproduktions hjemmeside.

Basisnotering uge 17
Svin 12,30 kr./kg | Søer 10,00 kr./kg