Forskere fra Chinese Academy of Agricultural Sciences, Harbin, Kina præsenterer resultater baseret på de seneste fire års erfaringer med afrikansk svinepest (ASF).
Forskerne peger på at mennesker er hovedkilden til spredning af ASF-virus. I 46 pct. af de undersøgte kinesiske udbrud ser det ud til, at virus er kommet ind via personale eller transport. I 42 pct. af tilfældene var foderet forurenet, og madrester bliver fortsat anvendt som foder i Kina.
Laboratorieundersøgelser viste, at ASF-virus kan overleve i flere måneder i forurenet foder eller insekter som flåter. Visse flåtarter kan bære virus i 4 år. Det er stadig uklart, hvor længe en overlevende gris kan bære ASF-virus. Adskillige undersøgelser har rapporteret, at overlevende grise fortsat udskiller virus 6 måneder efter infektion. På den måde kan et inficeret vildsvin teoretisk set forurene foder, når det krydser en kornmark. Overlevende grise kan forårsage gen-smitte i bestanden når nye grise fødes. Forskerne påviste at virus kan overleve i gødning i mindst 11 dage, og efter en måned blev virus stadig fundet i gulve og vægge på en inficeret farm.
Foder ser ud til at være en afgørende smittekilde. Små mængder foder eller vand kan være tilstrækkeligt til, at en gris bliver smittet. En inficeret gris ser ud til at udskille virus via spyt allerede dag 2 efter infektion, hvilket er hurtigere end den angivne inkubationstid på 3 til 19 dage. Forskerne skriver at udskillelse via spyt også er årsagen til, at en infektion kan spredes så hurtigt gennem moderne svinestalde - via foder- og drikkevandssystemerne.
Luftbåren smitte er en mindre sandsynlig smittekilde. ASF-virus har en halveringstid på 20 minutter i luften. Det betyder, at virus kun kan spredes over korte afstande med aerosoler. En anden, mere plausibel smittekilde er behandlingen af syge grise, idet på mange gårde, får flere grise injektion med den samme kanyle. Dog er der stadig utilstrækkelig dokumentation for overførsel via inficeret sæd eller via mælk fra so til pattegris.
Vaccination mod ASF vil være mest effektiv, men er endnu ikke mulig. På trods af alle indsatser i forskellige lande, vil der stadig gå år, før en velfungerende vaccine kommer på markedet. En række virushæmmere er blevet testet de seneste år. Disse har vist sig at være effektive på laboratorieniveau, men er endnu ikke anvendelige på dyreniveau.
Man forsøger også at opdrætte en ASF-resistent gris. Grundlaget for den forskning er det afrikanske vortesvin, som udvikler milde symptomer efter infektion og sjældent dør af sygdommen. Tamgrise ser også ud til at kunne overleve en infektion. I Kina forsøger man at skabe en naturlig resistent gris via genteknologi. Derudover arbejdes der på, at opnå en resistent gris via traditionel avl ved brug af naturligt resistente grise.
Forskerholdet konkluderer at rengøring og desinfektion er afgørende for at forhindre overførsel af ASF-virus. Virussens overlevelsesevne er dog en udfordring og kræver anvendelse af egnede desinfektionsmidler. Strenge smittebeskyttelsesforanstaltninger er afgørende: minimering af antal besøgende i staldene, ren/uren zone, bad både før og efter man har været i stalden, arbejdstøj og separat beklædning for hver stald. Ydermere er det et must med rene tilkørselsforhold, rengøring og desinfektion af transportkøretøjer der kommer til gårdene.
Kilde: Pig Progress