I den nyligt offentliggjorte ”Short-Term Outlook for EU Agricultural Markets” forventer EU Kommissionen nu en lille stigning i EU-27 produktionen af grisekød for 2021 på 0,7 pct. Ved seneste ”Short-Term Outlook” fra efteråret 2020 forventede man et fald i EU-produktionen af grisekød på 1,0 pct. i 2021.
I forbindelse med opskrivningen af forventninger til produktionen henviser Kommissionen til seneste EU-svinetælling fra december 2020. Tællingen viste en stigning i EU-bestanden af smågrise og slagtesvin og kun et mindre fald på 0,5 pct. for antallet af søer.
Umiddelbart virker Kommissionens forventninger til en stigning på 0,7 pct. i EU-produktionen i 2021 dog noget højt sat. En stor del af den stigende bestand af slagtesvin ved december tællingen var en konsekvens af mange overgående slagtesvin. Og ved udregning af ændring i bestanden af søer bør man se bort fra en stor stigning for Frankrig, der udelukkende skyldes en metodeændring. Uden Frankrig var der et fald på 1,2 pct. i antallet af søer i EU.
Når det gælder eksporten af svinekød ud af EU, forventer Kommissionen nu et mindre fald for 2021 på 2 pct. Efter to års markante stigninger i eksporten henviser man til en begyndende genopbygning af svineproduktionen i Kina. Tilbage i efteråret forventede Kommissionen dog et mere markant fald i eksporten på 10 pct.
Nedenstående er i tabelform vist EU Kommissionens forventninger til ændringer i EU's produktion, eksport og forbrug af svinekød i 2020 og 2021.
| Slagtevægt 1.000 tons | 2018 | 2019 | 2020 | 2021 Prognose |
| Netto produktion | 23.156 | 22.996 | 23.271 | 23.434 |
| Import af svinekød | 167 | 162 | 161 | 163 |
| Eksport af svinekød | 3.580 | 4.177 | 4.930 | 4.832 |
| Forbrug | 19.743 | 18.981 | 18.502 | 18.765 |
| Forbrug pr indbygger (kg) | 34,50 | 33,10 | 32,20 | 32,70 |
Kilde: Markedsnyt L&F