En nylig opdatering fra Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE) viser, at afrikansk svinepest er konstateret i det vestlige Haiti. Derudover er der også rapporteret om forskellige udbrud i og omkring hovedstaden Port-au-Prince.
De fleste af de 15 udbrud, som fandt sted mellem oktober og januar, blev opdaget i baggårdsbedrifter og omfattede i de fleste tilfælde færre end 10 dyr. Kun en lokalitet var noget større (57 grise), omkring 40 km nord for Port-au-Prince. Det er meget sandsynligt, at billedet af udbrud i Haiti i virkeligheden er mere diffust.
Haiti er et af de fattigste lande i verden, hvilket betyder, at landet ikke har en udviklet landbrugsstruktur og ikke har et veterinært beredskab til overvågning. For korrekt virustestning er landet afhængigt af udenlandsk bistand. Bekræftelsen af det første tilfælde i Haiti, i august 2021, blev udført af Plum Island Animal Disease Center i USA. Plum Island hjalp også med at opdage ASF-tilfælde i den nærliggende Dominikanske Republik, der udgør den østlige side af Hispaniola-øen. I midten af januar 2022 rapporterede landet imidlertid, at det nu selv er i stand til at udføre PCR-tests inden for 24 timer og ikke længere ville være afhængig af udenlandsk bistand.
Lige siden er der dog ikke rapporteret ASF-opdateringer til OIE, mens den sidste opdatering af 5. januar 2022 ikke omfattede nye udbrud. Det sidste opdagede udbrud i OIE-data fandt sted den 5. december 2021 i San Pedro de Macorís-provinsen.
Det er dog ikke sandsynligt at det betyder, at situationen er ved at falde til ro. I begyndelsen af februar 2022 rapporterede det dominikanske medie El Caribe om "massive svinedødsfald" i den østlige Hato Mayor-provins – en provins, der officielt ikke er blevet inficeret, når man følger OIE-data. Journalister interviewede lokale landmænd, som mistede deres besætninger og havde mistanke om ASF. De pågældende landmænd stod over for konkurs og pegede på passivitet fra myndighedernes side. Journalisterne observerede, hvordan dyr så ud til at være døde i skove, på marker og langs bredder af vandløb og kløfter. De døde dyr blev brændt for at undgå forurening.
Landbrugsministeriet sendte en teknisk kommission til Hato Mayor del Rey for at verificere sagen og rapporterede, at "informationerne var falske”. Der forekom ikke massive dødsfald blandt grise og afviste at der skulle være ASF der. Teknikerne oplyste, at de under alle omstændigheder vil analysere prøver i laboratoriet for at give producenterne vished.
For i fællesskab at bekæmpe ASF-udbruddene internationalt, har USA nu også tilsluttet sig gruppen "Prevention PPA Latam", der som en konsekvens af USA's deltagelse ændrede navn til "Prevention PPA América". Gruppen, som blev etableret af Brazilian Animal Protein Association (ABPA), rummer nu 22 organisationer fra 18 lande.
Kilde: Pig Progress