Rabobank giver i deres seneste kvartalsoversigt for 1. kvartal 2018 udtryk for, at de i 2018 forventer at se et fortsat øget globalt udbud af grisekød først og fremmest drevet af stigende udbud fra USA, Canada og Brasilien ...
08. februar 2018
Fald i den kinesiske import af grisekød i de foregående kvartaler har skabt øget konkurrence om dette marked.
For Kina forventer Rabobank, at man i det igangværende 1. kvartal vil se ganske pæne lokale svinepriser drevet af et begrænset udbud af grisekød. Det forventede fald i produktionen i 1. kvartal vil være en følge af fortsatte miljøtiltag i 2017. Men det lavere udbud og bedre priser forventes at være midlertidige. Samlet for hele 2018 forventer Rabobank en stigning i den kinesiske produktion af grisekød. På trods af dette forventer Rabobank samtidig, at den kinesiske import af grisekød - efter et fald i 2017 - vil stige med 6 procent i 2018.
I EU har der siden maj 2016 været relativ god økonomi i svineproduktionen. Rabobank forventer som følge heraf, at et mindre fald i produktionen af grisekød i 2017 vil blive afløst af en stigende produktion i begyndelsen af 2018. Denne øgede produktion forventes at presse svinepriserne, men også samtidig stimulere forbrug og eksport af grisekød.
For USA forventer Rabobank en stigning i produktionen af grisekød på 4,3 procent i 2018. Dette vil betyde en stor eksport og godt forbrug på hjemmemarkedet. Stigningen i eksporten forventes i 2018 at være rettet mod Kina og Sydkorea. Den svage dollarkurs har allerede skabt grobund for en stærk amerikansk eksport i 1. halvår, mener Rabobank.
Brasilien oplevede igen økonomisk vækst i 2017 efter to års økonomisk recession. Fortsat økonomisk vækst i 2018 forventes at stimulere den indenlandske efterspørgsel. Stabile foderpriser forventes at skabe grobund for god økonomi i svineproduktionen i store dele af 2018. Den store joker er dog det russiske importforbud for brasiliansk kød. Hvor længe vil dette være i kraft? Eksporten af brasiliansk grisekød til Kina forventes at stige kraftigt i 2018.
For Canada forventer Rabobank en begrænset stigning i produktionen af grisekød i 2018.
For Mexico forventer Rabobank en stigning i produktionen af grisekød på 2 procent i 2018.
For Japan forventer Rabobank såvel stabil produktion som import af grisekød i 2018.
For Sydkorea forventer Rabobank en stigning i produktionen af grisekød på 2 procent i 2018.
For Vietnam forventer Rabobank en stigning i produktionen af grisekød på 1 procent i 2018.
(Kilde: Markedsnyt)