Vildsvin uge 50

Hold fokus på smittebeskyttelsen

De nylige udbrud af afrikansk svinepest i produktionsbesætninger i Polen er en reminder til alle om at fokus på smittebeskyttelse skal fastholdes. I Danmark kan vi glæde os over at de sidste fritlevende vildsvin meldes skudt.

I sidste uge kom en god og en dårlig nyhed med relation til afrikansk svinepest. Den gode nyhed bestod i at der efter en langvarig og målrettet indsats kunne sættes et foreløbigt punktum for de vildtlevende vildsvin i Danmark. I Landbrugsavisen berettede Klaus Pagh, vildtkonsulent hos Naturstyrelsen at det sidste vildsvin var skudt. Den dårlige nyhed bestod i at der blev fundet afrikansk svinepest i flere produktionsbesætninger i Polen, i et område hvortil danske smågrise eksporteres. Det gav øjeblikkeligt udfordringer for afsætningen af smågrise.

Vi kan i Danmark glæde os over at vildsvinehegnet ved den dansk-tyske grænse blev etableret og har en åbenlys begrænsende effekt på indvandringen af vildsvin sydfra. Den obligatoriske vask og desinfektion af transportkøretøjer der har været syd for grænsen er ligeledes en ordning der er grund til at kippe med flaget for. SEGES Svineproduktion kan berette at der dagligt i forbindelse med kontrol af transportkøretøjer – som skal komme rengjorte til vaskehallerne – må afvises køretøjer der ikke er tilstrækkeligt rengjorte inden de får adgang til den danske sikkerhedsvask og desinfektion. Kontrollen og sikkerhedsvasken er derfor danske svineproducenters sikkerhed for køretøjer ikke slæber smitte ind i landet. At et køretøj der kommer i nærheden af en svinebedrift har det fornødne vaskecertifikat kan tjekkes på Tjekvogn.dk

Dertil kommer så hvad der kan gøres på svinebedrifterne og mere generelt.

SEGES Svineproduktion har på følgende hjemmeside Afrikansk Svinepest (svineproduktion.dk) et meget righoldigt materiale. Der findes blandt andet en række plakater på flere sprog som kan printes og bruges som påmindelse om de forsigtighedsregler der skal følges, så vi fortsat kan holde Danmark fri for afrikansk Svinepest. Gør brug af materialet fx i dialogen med udenlandske medarbejdere som kommer fra områder med afrikansk svinepest.

 

Basisnotering uge 45.2026
Svin 7,50 kr./kg | Søer 4,05 kr./kg