I takt med at Kinas egen produktion af grise stiger, forbedres svinekødsforsyningen gradvist, hvilket forventes at holde svinekødspriserne lavere i fjerde kvartal end sidste år.
Ifølge overvågning fra det kinesiske Ministerium for Landbrug og Landdistrikter er svinebestanden i Kina pr. august steget 31,3 % i forhold til sidste år. Stigningen markerer syv på hinanden følgende måneder med en stigende bestand. Avlsdyr-bestanden er på et år steget 37,0 %.
Ministeriet tilskriver denne vækst en stabilisering af forebyggelses- og bekæmpelsestiltag i forhold til afrikansk svinepest. Smittebeskyttelsen er blevet bedre, flere producenter genindsætter besætninger, og nye bedrifter kommer til. Faktisk blev 2.030 nye svinefarme sat i drift i august, og det samlede antal nyetablerede svinefarme er nået op på 11.123 siden årets begyndelse. Antallet af svinefarme med over 500 slagtesvin er steget med 6,2 % fra 161.000 bedrifter ved årets begyndelse til 171.000.
I august blev der født 26 millioner smågrise, en stigning på 6,7 % i forhold til den foregående måned og en stigning på 59,5 % i forhold til det laveste niveau i januar i år. Selv om antallet af fødte smågrise fortsat stiger, er der stadig mangel på dem på grund af en stærk efterspørgsel, og pattegrisprisen er steget betydeligt. I den første uge af september var prisen for en smågris på det nationale marked 44,4% højere end ved begyndelsen af dette år.
Siden marts er svineslagtningen steget i seks på hinanden følgende måneder, og i august steg slagtningen med 5,0 % måned-til-måned. Fra januar til juli i år er svinekødsimporten steget 138,6 % i forhold til året før. Med den gradvise forbedring af udbuddet på markedet har svinekødspriserne stabiliseret sig siden august, og de er faldet en smule siden begyndelsen af september.
Det samlede svinekødsmarked har været udfordret, men med den fortsatte stigning i antal slagtesvin på markedet forventes misforholdet mellem udbud og efterspørgsel i fjerde kvartal at aftage, og den gennemsnitlige svinekødspris forventes at blive lavere sammenlignet med sidste år.
(Kilde: pig333.com)