Verdenskort

Kinas centralregering ønsker investeringer i svineproduktion udenlands

Fra kinesisk side har man en langsigtet plan om at blive selvforsynende med grisekød, men afrikansk svinepest gør planen vanskelig at gennemføre. Derfor ønsker centralmyndighederne i Beijing, at landets store, private svineproduktionsselskaber påbegynder investeringer i svineproduktion udenlands, rapporterer bl.a. Reuters Bureau.

Ifølge Agra Europe bliver Kinas store produktionsselskaber derfor nu af myndighederne både opfordret samt finansielt støttet til at investere i svineproduktion udenlands med det formål at forsyne Kina med grisekød.

De udenlandske svineproduktioner bør opføres i lande med stabile handelsrelationer til Kina, og som samtidig er fri for afrikansk svinepest, hedder det i et dokument fra det kinesiske landbrugsministerium. Eksempelvis bliver Sydamerika nævnt som et favorabelt område for disse investeringer, da man her finder såvel billig jord som foder.

New Hope Group skulle ud over sine mange nye svineprojekter i Kina også planlægge at investere 280 mio. yuan i en ny svineproduktion med 165.000 svin i Filippinerne, rapporterer Agra Europe.

Ud over investeringer udenlands opfordrer centralmyndighederne også fortsat de lokale myndigheder til at arbejde på en række initiativer – herunder også finansielle, der kan øge svineproduktionen indenlands i Kina.

Tal fra det kinesiske finansministerium viser, at myndighederne har allokeret mere end 17,1 mia. yuan i støtte mellem september og januar med det formål at øge landets svineproduktion.

(Kilde: Markedsnyt L&F)

Basisnotering uge 17
Svin 12,30 kr./kg | Søer 10,00 kr./kg