foto-facaden---nyt-logo-005.jpg

Nyt Uge Orientering og et kig på 2018

Kære leverandør. Du sidder nu med første udgave af Tican og SB Porks nyhedsbrev "Uge Orientering" ...

18. januar 2018

Det afløser Tican Orientering og minder på mange måder om det, men er alligevel et helt nyt tiltag, både når det gælder form og indhold. Uge Orientering kan du læse direkte på din mobiltelefon, pc eller tablet, og det vil derfor altid være tilgængeligt i en nem og overskuelig form.

Når det gælder indholdet, vil vi i vores artikler og nyhedsstof i endnu højere grad fokusere på de to slagterier, på produktion, investeringer og nye tiltag. Desuden vil du kunne finde links til Tönnies Livestocks grisebørs samt til dine kontaktpersoner hos Tican.

Hvis du - som skrevet i det allersidste nummer af Tican Orientering - er tilmeldt som modtager af Tican Orientering, vil du i stedet modtage Uge Orientering som et nyhedsbrev direkte i din indbakke. Du skal med andre ord ikke foretage dig noget.

Usikkerhed om prisudviklingen og produktionen af slagtegrise

2017 har været et begivenhedsrigt år på mange måder. Konkurrencen om grisene er skærpet, og vi har igangsat en række initiativer, som gør det endnu mere attraktivt at levere grise til Tican og SB Pork.

Efter en reduktion af kapaciteten på begge slagterier i slutningen af august 2017, kunne vi øge igen i Brørup til normalt niveau i oktober, og nu er tilførslen af grise øget yderligere, så vi har igangsat en mindre kapacitetsforøgelse i Thisted, der svarer til ca. 1300 grise mere pr. uge.

Afregningsprisen er faldet en del efter julehandlen, og prognoserne for 2018 tyder på en noget lavere gennemsnitspris end i 2017. Jeg varslede et prisfald på ca. 10% på leverandørmødet i december, men usikkerheden er stor, når produktionen igen stiger både i USA og i Europa.
 
En god og konkurrencedygtig afregningspris til jer leverandører er grundlaget for at sikre råvarer nok til vore to slagterier. Men prisen gør det ikke alene. Derfor vil vi i 2018 fortsat have fokus på at optimere indtransport og slagtekapacitet, minimere tekniske nedbrud og opnå størst mulig fleksibilitet i produktionen for at sikre et optimalt flow. Vi er opmærksomme på, at serviceniveauet skal forbedres.

Her efter nytår har vi igen udsat mange grise - også flere end ventet. Det giver bøvl hos jer - specielt når vi er mere end 2-3 arbejdsdage bagud med slagtningerne. Puklen indhentes ved lørdagsarbejde, som pt. er planlagt til og med uge 5, og i samarbejde med transportørerne forsøger vi at begrænse ulemperne mest muligt.

Der ligger en række udfordringer foran os. Vi skal strømline vore virksomheder i Thisted og Brørup endnu mere. Vi har ambitioner om at være de mest effektive slagterier i hele Tönnies-koncernen. Det gør vi ved at sikre den bedst mulige kapacitetsudnyttelse og levere grisekød i verdensklasse til de mest krævende markeder, hvor prisen er mest attraktiv.

Venlig hilsen

Ove Thejls

Basisnotering uge 45.2026
Svin 7,50 kr./kg | Søer 4,05 kr./kg