Mandag den 28. januar gik arbejdet i gang med opførelsen af det hegn, der skal begrænse antallet af vildsvin, der vandrer ind i Danmark fra Tyskland. Hegnet er et blandt flere tiltag, der skal nedbringe risikoen for, at Danmark bliver ramt af afrikansk svinepest.
Arbejdets påbegyndelse har været længe undervejs. Regeringen med støtte fra DF besluttede i marts 2018, at hegnet skulle opføres. Den mellemliggende tid er gået med projektudarbejdelse, høringsrunde og internationalt udbud med henblik på selve opførelsen.
Nu er arbejdet omsider igangsat, selvom det ikke har skortet på kritik fra mange sider. Flere grønne organisationer har anfægtet projektet, og medlem af EU-Parlamentet Margrethe Auken forsøgte at så tvivl om hegnets lovlighed og rejste spørgsmålet til EU-Kommissionen i efteråret.
Men protesterne har hidtil ikke formået at standse projektet, og hegnet forventes at stå færdigt til efteråret 2019.