Tican Brorup og Thisted5

Regnskab 2019:
Ticans resultat igen i klar fremgang

Tican har fortsat den resultatmæssige fremgang i 2019, hvor virksomhedens integration og tilpasning til Tönnies-koncernen igen har vist sig succesfuld. Årsregnskabet for 2019 viser et solidt og tilfredsstillende driftsresultat.

Antallet af slagtede grise i Tican faldt imidlertid med 1,3 % til lidt over 3,4 mio. stk., i forhold til året før. Dette fald i slagtningerne er betydeligt lavere end for Danmark som helhed, hvor produktionen af slagtegrise faldt med næsten 9 % i forhold til året før. Dette lavere fald skyldes bl.a., at Tican har tegnet kontrakt med flere nye leverandører, som påbegyndte leverancerne i løbet af året.

Regnskabsåret 2019 har, på grund af udbredelsen af afrikansk svinepest i specielt Kina med store fald i verdens forsyning af grisekød, resulteret i store prisstigninger. Prisen på grisekød steg således med 27 % i forhold til året før.

Som følge af de højere priser på grisekød steg omsætningen med ca. 18,5 % til 7,8 mia. kr. Virksomhedens resultat er samtidig blevet forbedret i forhold til året før. Driftsresultatet (EBIT) i de danske selskaber blev på 143,8 mio. kr., hvilket vel at mærke er efter, at der er udbetalt 318 mio. kr. i tillæg til den ugentlige noteringspris til griseproducenterne, svarende til 105 øre/kg.

Det samlede resultat før skat for hele Tican-koncernen blev på 208,1 mio. kr. I dette resultat er indregnet resultatet af datterselskaber i UK.

”Vi er lykkedes med at udvikle virksomheden mod en fortsat styrkelse af vores konkurrenceevne og sikring af gode driftsresultater”, siger adm. direktør Niels Jørgen Villesen og tilføjer: ”Vore dygtige medarbejdere bidrager i høj grad til denne udvikling, og vi oplever samtidig en stor opbakning og tillid fra landmændene, der leverer råvaren, og vi har dermed et godt grundlag for virksomhedens fremtidige udvikling.”

Nøgletal:

1.000 DKK 2019 2018
Omsætning 7.825,5 6.606,5
Netto resultat 208,1 89,5
Balance 2.732,6 2.188,3
Egenkapital 789,4 549,9
Antal ansatte 2.102 1.974
Slagtede grise - T.STK. 3.4022,3 3.467,1
Basisnotering uge 45.2026
Svin 7,50 kr./kg | Søer 4,05 kr./kg