Ukraine

Ruslands invasion af Ukraine giver store ​​problemer for svineproduktionen

Østeuropa-korrespondent hos PIGWORLD, Vladislav Vorotnikov redegør for, hvordan krigen mellem Rusland og Ukraine påvirker landbruget og svineproduktionen. Krigen vil få en massiv indvirkning på svinesektoren i begge lande.

Ukraines husdyrproduktion lider under den russiske invasion. Adskillige svine- og fjerkræfarme er blevet ødelagt. Det fulde omfang af skaderne vil først stå klart, når krigen er slut. Op imod i alt 5 mio. ukrainere ventes at flygte ud af landet. Mange landmænd har måttet flygte fra regioner hvor der er kampe og fra områder som er besat af russiske tropper, og samtidig har en del landmænd sluttet sig til den ukrainske hær. Problemerne i Ukraine kan udløse en forsyningskrise i lande der er afhængige af Ukraines korneksport, og eksperter advarer om stigende usikkerhed vedrørende fødevareforsyningen i de fattigere lande. Mellemøsten og Nordafrika er begyndt at søge efter alternative kornleverandører. Etablering af forårsafgrøder i Ukraine kan ende med at blive en katastrofe.

Den russiske vicelandbrugsminister har udtalt, at statsstøtte til landbruget bør øges med 242 mia. RUB (13,3 mia. kr.), mest for at subsidiere renter på lån som er blevet uoverkommelige for svineproducenterne. Den russiske centralbank har fordoblet renten i forlængelse af rublens fald som følge af sanktionerne, og i skrivende stund ligger renten på rekordhøje 20 pct. I kølvandet på overudbud og faldende priser på hjemmemarkedet faldt den gennemsnitlige rentabilitet i den russiske svinesektor fra 22 pct. i 2019 til 10 pct. i 2020, og er faldet yderligere siden da. Den russiske sammenslutning af svineproducenter forholder sig tavs, hvorimod øvrige organisationer udtrykker bekymring over situationen i den russiske husdyrsektor. Udenlandske leverandører kræver nu fuld forudbetaling af ordrer, og nogle nægter at sælge til Rusland.

Siden den russiske annektering af Krim i 2014 har den russiske regering forberedt sig på en embargo fra de vestlige lande. De russiske myndigheder har opfordret landmænd til at øge produktionen med henblik på at reducere importen af kød fra fjerkræ og svin samt mælk. Det ser ud til, at myndighedernes opfordringer er blevet fulgt, og den russiske forsyningsgrad af svinekød er nu på 104 pct. Sanktionerne vil afsløre sårbarheden i den russiske svinesektor, som i høj grad er afhængig af udenlandske teknologier og råvarer. Afhængigheden af udenlandske foderingredienser og hjælpestoffer ligger tæt på 80 pct., mens den for vigtige varer som vitaminer og aminosyrer, er 100 pct. afhængig af import. Siden begyndelsen af ​​den russiske invasion af Ukraine har 330 vestlige virksomheder offentligt meddelt, at de forlader det russiske marked. Flere hundrede firmaer har suspenderet leverancer til Rusland, da 70 pct. af den russiske banksektor nu er underlagt sanktioner. De fleste vestlige banker nægter at behandle overførsler til russiske banker, selvom de ikke er underlagt de finansielle restriktioner.

En russisk landmand udtaler anonymt, at en fuld isolation af den russiske svinesektor 'nu ser uundgåelig ud' og vil forårsage enorme problemer. Han forklarer, at fraværet af importerede råvarer til foderproduktion vil forringe produktiviteten, ligesom kødkvalitet og besætnings-sundhedsforhold giver anledning til bekymring. Svineproduktionen er blevet sat i en situation af 'højeste usikkerhed', og 'forudsat at de vestlige sanktioner fastholdes i lang tid, vil svineproduktionen i Rusland blive ramt af dramatiske ændringer'. Rusland er stadig i vid udstrækning afhængig af udenlandsk genetik og udstyr. Et avlsselskab vurderer at landets behov for import af avlsorner er 17.500 stk. om året fordelt til brug i avlssystem, opformering, og som KS-orner. Leverandører af udstyr vurderer, at andelen af ​​udenlandsk udstyr på de russiske svinefarme er tæt på 90 pct.. Fodrings- og ventilationssystemer produceres slet ikke i Rusland.

Kilde: PIGWORLD

 

Basisnotering uge 45.2026
Svin 7,50 kr./kg | Søer 4,05 kr./kg