Vacdiva-projektet er et EU-finansieret initiativ oprettet i 2020 for at udvikle sikre og effektive vacciner mod afrikansk svinepest til vildsvin og tamsvin. Arbejdet er så langt, at der er vacciner klar til registrering. Projektets koordinator håber at have prototyper af sikre vacciner klar til produktion om yderligere to år.
Partnere i projektet kommer fra Europa og en række lande uden for EU. Udover Universidad Complutense de Madrid og INIA er en række europæiske nationale referencelaboratorier inkluderet samt flere forskningsorganisationer. Derudover er fire ikke-EU-institutter involveret, herunder ILRI i Kenya, de kinesiske institutter IAS-CAAS og CAHEC samt Ruslands ARRIAH. 2 virksomheder deltager i projektet: MSD Animal Health og Ingenasa, et spansk diagnostikfirma. Den samlede finansiering til projektet er € 10 millioner.
Den spanske professor José Manuel Sánchez-Vizcaínos er koordinator for Vacdiva-projektet. José Manuel Sánchez-Vizcaínos har flere årtiers erfaring med bekæmpelse af afrikansk svinepest, idet han arbejdede for det spanske nationale institut for landbrugs- og fødevareforskning (INIA), da Spanien påbegyndte bekæmpelsen af afrikansk svinepest på den iberiske halvø i 1980'erne, hvilket førte til dens endelige udryddelse i 1995. De senere år har han været involveret i de første trin i udviklingen af en oral vaccine til vildsvin. I et interview i Pig Progress uddyber han, hvorfor det var nødvendigt at få dannet et konsortium som Vacdiva:
”Fordi Vacdiva er et projekt, der byder på mange ting. Vi vil tilbyde en sikker, krydsbeskyttende vaccine. Det betyder, at vi trækker på ressourcepersoner som ved, hvordan man udvikler vacciner, og vi tilbyder også forskellige vaccinationsstrategier, afhængigt af forskellige epidemiologiske scenarier, i og uden for af Europa. Det betyder, at vi har brug for virologer, patologer, immunologer, epidemiologer, og diagnosefolk. Derudover har vi også brug for kapaciteter, som ved noget om vildsvins adfærd og interaktionen mellem tamsvin og vildsvin. Vi laver langsigtede in vivo eksperimenter, for at være sikre på sikkerheden og krydsbeskyttelsen.”
Afrikansk svinepest har været i EU siden 2014. På spørgsmålet om et konsortium som Vacdiva burde have været dannet tidligere end 2020 svarer José Manuel Sánchez-Vizcaínos: "Ja helt sikkert. Jeg har undertiden det indtryk, at nogle af vores administrationer generelt har undervurderet sygdommen ... Jeg tror, de reagerer langsomt, fordi de tror, at de allerede har ekspertise, og de vil kunne bekæmpe det hurtigt. For Europa ville det have været meget bedre, hvis Vacdiva eller en anden gruppe var startet tidligere. Vacdiva-projektet studerer 3 forskellige vaccinekandidater. Når vi er helt sikre på, at vores vacciner er sikre, vil de blive markedsført. Vi foretrækker ikke at tilbyde EU en vaccine med 60%, 70% eller 75% beskyttelse. Vi sigter mod 100%. Det er grunden til, at vi laver langsigtede in vivo eksperimenter for at være sikre på sikkerheden og krydsbeskyttelsen, og det vil tage os yderligere to år. I projektet valideres og gennemføres test og udvikles overvågnings- og vaccinationsstrategier. For at opnå dette vil der blive udført feltforsøg i Litauen og Kenya samt test af vaccinationsstrategier hos vildsvin. Vi er i det andet år af Vacdiva-projektet, som strækker sig over 4 år. Jeg håber at kunne sende prototyperne til vaccinefirmaet MSD om 2 år. Når vaccinerne kan markedsføres, vil epidemiologisk modellering af verdensomspændende scenarier efterfølgende blive tilbudt i en portefølje af tjenester, der hjælper dyresundhedsmyndigheder med at kontrollere og udrydde sygdommen.”
Kilde: Pig Progress