Gris6

Små mængder virus kan forårsage afrikansk svinepest

Et bedre kendskab til virkemekanismerne af afrikansk svinepest-virus kan være vejen til en tidlig diagnose og en sikrere håndtering, hvor smitten findes. Forsøg udført på Nicolaus Copernicus University i Polen dokumenterer, at blot ganske små mængder virus er i stand til at etablere en infektion. Foranstaltninger til smittebeskyttelse bør tage højde for dette.

Professor Grzegorz Wozniakowski fra Nicolaus Copernicus University i Polen giver udtryk for, at det var en overraskelse, at så lave doser af virus var tilstrækkeligt til at reproducere et klinisk forløb af sygdommen:

”Jeg tror, at dette er et vigtigt budskab for Polen og nabolandene. Det påvirker, hvordan man forhindrer den potentielle spredning af afrikansk svinepest til tamsvin fra en population af smittede vildsvin. Nogle gange er det vanskeligt at overbevise folk om, at visse procedurer vedrørende smittebeskyttelse er afgørende for at forhindre spredning af virus til svinebedrifter. I sidste ende tror jeg, at nøglepunktet er opmærksomhed. Vi gør vores bedste for at organisere kampagner for at præsentere resultaterne fra vores dyreforsøg og for at øge bevidstheden om den potentielle infektionsrisiko af virus og faren for afrikansk svinepest, som kan forekomme i næsten enhver svinebedrift”.

I forsøget konstateres også, at inkubationstiden kunne være helt ned til 5 dage. Grise med den kroniske form af sygdommen (overlevende) præsenterede forsinkede inkubationsperioder på 12 til 20 dage.

Om de praktiske konsekvenser af undersøgelsen i forhold til diagnose og overvågning siger Professor Grzegorz Wozniakowski:

”Den kliniske diagnose kan være vanskelig, og de endelige resultater skal altid baseres på laboratorieundersøgelser. Kliniske tegn kan være uspecifikke og variable. Nogle sygdomstegn, der ses i praksis, kan indikere andre sygdomme, der kan helbredes med antibiotika, for eksempel rosen. Afrikansk svinepestvirus spredes kun langsomt fra svin til svin. Nogle gange kan en enkelt gris med høj temperatur, over 41,5 grader, være det første kliniske tegn på begyndelsen af et udbrud af afrikansk svinepest. Svinebedrifter, især dem, der befinder sig i udsatte områder, skal straks diagnosticere hvert tilfælde af uforklarlige dødsfald, og de døde dyr, som må behandles som materiale med høj virusbelastning, skal bortskaffes korrekt i overensstemmelse med smittebeskyttelsesprocedurerne. Staldfolk og dyrlæger er de første, der kan komme i kontakt med smittede dyr i en besætning. Deres bevidsthed om korrekte procedurer til diagnose, håndtering og bortskaffelse af mistænkelige dyr samt kendskab til den egentlige epidemiologi kan spille en nøglerolle i forebyggelse og minimering af konsekvenserne af et potentielt udbrud”.

Læs hele artiklen på pig333.com 

(Kilde: pig333.com)

Basisnotering uge 17
Svin 12,30 kr./kg | Søer 10,00 kr./kg