Kina_grise

Svinebestanden har måske nået bunden i Kina

Ifølge Yang Zhenhai, der er direktør for ”Animal Husbandry and Veterinary Bureau” under det kinesiske landbrugsministerium, har svinebestanden i Kina måske nået bunden.

Yang har ved en pressebriefing med bl.a. Reuters Bureau refereret til de officielle tal over svinebestanden i oktober måned, der viser en stigning i bestanden af søer på 0,6 procent i forhold til september. Det skulle være første gang siden april 2018, der er stigning i bestanden af søer i forhold til måneden før.

Den samlede bestand af svin lå ifølge de officielle tal 0,6 procent lavere i oktober i forhold til september. Yang gav ingen tal for bestanden i forhold til samme måned året før. Men i september lå bestanden 41 procent under samme måned året før ifølge de officielle tal.

Der er endnu ingen vaccine mod afrikansk svinepest. Kina arbejder dog på at udvikle en vaccine, men Yang advarede om, at udviklingen af en effektiv vaccine fortsat kun er i en før-klinisk-forsøgsfase.

Yang slog fast, at en genopbygning af svinebestanden også øger risikoen for nye udbrud. Han gentog dog, at ministeriet forventer, at svinebestanden vil stige frem mod årets slutning. Myndighederne i Beijing har som mål, at svineproduktionen sidst i 2020 skal ligge på 80 procent af det normale niveau, sagde han.

Ifølge de officielle tal over svinebestanden i oktober har de 13.000 største besætninger med en produktion på mere end 5.000 svin om året en stigning på 4,7 procent i bestanden af søer i forhold til måneden før, mens antallet af svin steg med 0,5 procent.

(Kilde: Markedsnyt L&F)

Basisnotering uge 18
Svin 12,30 kr./kg | Søer 10,00 kr./kg