Dim sum

Tegn på vækst i Kinas produktion

De kinesiske myndigheder har den 27. marts frigivet yderligere 20.000 tons frosset grisekød fra statens lagre. Samtidig er der tegn på vækst i den hjemlige produktion, og Kina ønsker at ekspandere produktionen og importen fra de kinesiske selskaber, der har interesser i USA og Europa.

De kinesiske myndigheder har siden begyndelsen af december måned frigivet 370.000 tons grisekød. Heraf 140.000 tons i december måned og 230.000 tons indtil nu i år. Dette sker samtidig med, at tal fra det kinesiske landbrugsministerium viser, at Kinas svinebestand steg med 2,8 procent fra januar til februar måned. Normalt er der et fald i bestanden fra januar til februar som følge af store slagtninger op til det kinesiske nytår. Men i år kan tallene også være påvirket af, at en del producenter ikke afleverede svin til slagtning i samme omfang som normalt pga. situationen med corona-virus.

Et Kinas store selskaber, WH Group, advarer imidlertid om udfordringer i 2020. WH Group forklarer i en meddelelse, at man ser ind i et 2020 med træg global økonomisk vækst, risikable geopolitiske relationer, fortsat indflydelse fra afrikansk svinepest og nu corona-virus. Alt dette vil tilsammen betyde udfordringer uden fortilfælde, hedder det.

WH Group rapporterer om en stærkt stigende indtjening i 2019, hvor rekordhøje priser for grisekød i Kina hjalp med til at udligne for faldende slagtninger i Kina. Afrikansk svinepest betød, at selskabets slagtninger af svin i Kina faldt med 19 procent til 13 mio. stk. i 2019. Men WH Group ser nu tidlige tegn på, at de kinesiske myndigheders tiltag betyder en genopbygning af den kinesiske svineproduktion.

Når det gælder datterselskabet i USA, Smithfield Foods, ser WH Group to store udfordringer i form af overproduktion og handelsspændinger mellem USA og andre lande. Selskabet vil i 2020 forstærke indsatsen for at øge den amerikanske eksport af grisekød til Kina. I 2019 øgede WH Group sine aktiviteter i Europa med overtagelsen af Pini i Polen. Selskabet ønsker nu at øge sin tilstedeværelse i Europa via øgede mængder og øget produktivitet.


(Kilde: Markedsnyt L&F)

Basisnotering uge 18
Svin 12,30 kr./kg | Søer 10,00 kr./kg