Tican Brorup og Thisted5

Tican opnår fortsat gode resultater

Det går fortsat rigtig godt i Tican, og vi leverer gode resultater. Dette skyldes i høj grad, at vi har optimeret de to fabrikker i Danmark og tilrettet virksomheden, så den passer ind i Tönnies-koncernen.

Tican udbetaler i december 2019 en regulering på 25 øre/kg slagtesvin oven i de 80 øre/kg, der er udbetalt løbende gennem året fra 1/10-2018 til 30/9-2019. De 80 øre/kg, der udbetales løbende, er stadig en populær del af vores afregning, som giver leverandørerne en kontant fordel, idet de ikke behøver at vente flere måneder på at få en restbetaling udbetalt. Der bliver også i det indeværende slagteriår udbetalt 80 øre/kg løbende med leverancerne.

Benchmarks, udarbejdet af uafhængige konsulenter, giver leverandørerne sikkerhed for, at Tican lever op til løftet om at betale markedets bedste pris. Det seneste benchmark viser netop, at Tican fortsat betaler 5-10 kr. mere per gris i forhold til det generelle prisniveau i markedet.

Tican har i 2019 desværre oplevet, at der har været faldende leverancer af grise, særligt i sensommeren, hvor vi havde nogle lukkedage i Thisted, efter vi i løbet af sommeren havde kørt med lavere kapacitet i Brørup. Faldet i tilførslerne til Tican har dog været noget mindre end faldet for Danmark som et hele. Dette skyldes bl.a., at vi har indkøbt flere grise. Indkøbet har således afbødet faldet i leverancerne til Tican.

På grund af de meget høje priser på slagtegrise for øjeblikket, som skyldes salget til Kina, oplever vi nu, at leverandørerne over de seneste uger igen er begyndt at opfede flere grise i Danmark i stedet for at eksportere smågrisene. Dette medfører, at vi for øjeblikket oplever høje tilmeldinger til slagtning. Det betyder, at vi trods varslet overarbejde lørdage mv. omkring jul og nytår vil have en stor pulje af udsatte grise efter nytår.

Fortsatte investeringer i fabrikkerne i Thisted og Brørup
I 2019 er der gennemført en lang række investeringer på fabrikkerne i både Brørup og Thisted. Der er bl.a. tilpasset således, at vi kan pakke flere varer, der skal indfryses og sendes til Kina. Der er dog begrænsninger på salget til Kina pga. kapaciteten på de frysehuse, der er godkendt til indfrysning af Kina-produkter. Derfor er det besluttet, at Tican vil bygge eget indfrysningsanlæg på området ved fabrikken i Thisted. Byggeriet påbegyndes snarest, og vi vil gerne være klar til drift af fryseren til sommeren 2020.

Ud over dette er der gang i mange andre investeringer rundt om på fabrikkerne. Et af de store projekter er bl.a. udskiftning af maskiner og robotter på slagtekæderne i Thisted. Den øgede kapacitet dette giver, skal bruges til slagtning af de grise, vi har tegnet kontrakt på tidligere i år, og som påbegynder leverancerne i løbet af 2020, samt ikke mindst fortsat for at kunne håndtere nuværende leverandørers produktioner.

Vi takker vore leverandører for et godt samarbejde i 2019 og ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår.

Tican
Niels Jørgen Villesen
Adm. direktør

Basisnotering uge 17
Svin 12,30 kr./kg | Søer 10,00 kr./kg