Brystflaesk

Ticans slagterier fungerer planmæssigt

I forlængelse af den danske regerings forskellige indgreb, der skal være med til at begrænse spredningen af corona-virus, covid19, er det positivt at konstatere, at slagtningerne forløber planmæssigt i Brørup og Thisted.

De lukkede grænser kunne have været en udfordring for de af vore slagteriarbejdere, der kommer fra Tyskland, Polen og de baltiske lande, men det er lykkes at opretholde en fuld arbejdsstyrke.

Eksporten af produkter fra Tican har også indtil videre fungeret planmæssigt, inklusive til et land som Italien, der ellers er meget hårdt ramt af covid19. Varetransporten i Europa ser således ud til at fungere, sådan som det også har været meningen, at den skulle på trods af de begrænsninger, der er indført i forhold til personers færdsel på tværs af landegrænser.

Det er vanskeligt at ændre på arbejdsprocesser, indbyrdes afstande mv. i produktionen på slagterierne, men hvor det kan lade sig gøre i produktionen samt i pauserne i kantine / opholdsrum, er der indført procedurer, som sikrer større indbyrdes afstand, god håndhygiejne osv. Sådan som det generelt skal gennemføres overalt, hvor mennesker opholder sig.

Blandt medarbejderne i administrationen har nogle mulighed for at varetage opgaverne hjemmefra. Det giver så til gengæld lidt mere rum til de medarbejdere, der ikke har mulighed for at løse opgaverne andre steder end på virksomheden.

Således søger vi at holde Tican i fuld drift, så vore leverandører kommer til at mærke mindst muligt til konsekvenserne af corona-smitten i Danmark og andre steder.

Basisnotering uge 24
Svin 14,20 kr./kg | Søer 10,80 kr./kg