Vildsvin

Udbruddet af afrikansk svinepest i Tjekkiet, hvor det første fund blev bekræftet i juni 2017, betragtes nu som afsluttet. Siden 19. april i år har der ikke været nye udbrud.

Indsatsen i Tjekkiet har været målrettet og intensiv, fra de første fund blev gjort. Det er et eksempel til efterfølgelse.

De tjekkiske myndigheder har offentliggjort en rapport, der oplister sygdomsudbruddet og alle de tiltag, der er indført for at undgå sygdomsudbrud i bestanden af vildsvin. Afrikansk svinepest er blevet konstateret hos 230 vildsvin (212 ud af 433 vildsvin, som er fundet døde, og 18 blandt 3.526 vildsvin, som er blevet skudt af jægere.) Alle tilfælde er fundet i det, der betegnes som højrisikozonen. Man har ikke fundet noget tilfælde i resten af det overvågede område eller i resten af Tjekkiet.

En intensiv jagt i højrisikoområdet, som er indhegnet, har reduceret vildsvinebestanden fra 150-200 i juli 2017 til omkring 12-20 i august 2018. Man fortsætter med en række tiltag i området, som indbefatter undersøgelse af døde grise eller vildsvin, bevægelsesbegrænsning for dyr, intensiv jagt på vildsvin og søgning efter døde vildsvin.

Analyser bekræfter, at udbruddet i Belgien er samme type som i Østeuropa. Status på situationen i Belgien er, at der indtil dato er fundet i underkanten af 100 vildsvin døde som følge af afrikansk svinepest. Alle vildsvin er fundet i det samme skovområde på 63.000 hektarer i Luxembourg-provinsen i det sydøstlige Belgien. De første laboratorieanalyser omkring virustypen bekræfter, at der er tale om samme virustype, som findes i Østeuropa.

(Kilde: Markedsnyt, L&F)

Basisnotering uge 18
Svin 12,30 kr./kg | Søer 10,00 kr./kg