Tyskland Kina videomøde

Tyskland forhandler med Kina om afrikansk svinepest

Ifølge det tyske landbrugsministerium, har den tyske landbrugsminister Julia Klöckner holdt videomøde med sin kinesiske kollega Tang Renijan, hvor man bl.a. udvekslede synspunkter omkring situationen med afrikansk svinepest i Tyskland.

Den tyske landbrugsminister orienterede om situationen i Tyskland, hvor udbrud fortsat kun er konstateret i vildsvin i de to østtyske delstater Brandenburg og Sachsen.

Ministrene blev enige om at oprette en ekspertgruppe fra de to lande, der kan se på mulighederne for genoptagelse af den tyske eksport til Kina.

Ifølge den tyske landbrugsminister er målet klart: ”Vi ønsker en aftale om at genoptage handel. Derfor er aftalen om intensive forhandlinger i en tysk-kinesisk ekspertgruppe et vigtigt skridt.”

Tyskland har fået aftaler om regionalisering ved afrikansk svinepest forhandlet på plads med en række asiatiske lande. Men endnu mangler man at få åbnet de tre store asiatiske markeder Kina, Japan og Sydkorea for tysk grisekød.

Kilde: L&F Markedsnyt

 

Basisnotering uge 45.2026
Svin 7,50 kr./kg | Søer 4,05 kr./kg