Smågrise

Tyskland godkender brug af isofluran til bedøvelse ved kastration

Det tyske Forbundsråd, som er delstaternes parlament i Tyskland, har godkendt brugen af isofluran som bedøvelsesmiddel til grise i forbindelse med kastration. Svineproducenter og personale forventes at måtte anvende produktet uden dyrlægers medvirken efter gennemført uddannelse. Isofluran er et produkt til inhalation, således at pattegrisen er under fuld bedøvelse under kastrationen.

Tyskland valgte sidste år at forlænge fristen for, hvornår kastration uden bedøvelse skal stoppe. Fristen blev sat til 1. januar 2021, da man politisk ikke inden 1. januar 2019 kunne komme overens om, hvilken metode der skulle være den foretrukne til bedøvelse af pattegrise.

Siden har forbundsregeringen vedtaget en bekendtgørelse, der skal lovliggøre, at producenten og personale efter behørig uddannelse må anvende bedøvelsesgassen isofluran uden en dyrlæges medvirken. Der ser ud til at blive et uddannelseskrav, der inkluderer et 12 timers kursus med efterfølgende skriftlig og mundtlig prøve, og at denne uddannelse skal gennemføres med jævne mellemrum.

Der er stadig enkelte usikkerheder om, hvordan den endelige lovgivning bliver, idet Forbundsrådets vedtagelse rummer en række ændringsforslag til det, som Forbundsregeringen havde vedtaget.

(Kilde: ISN)

Basisnotering uge 18
Svin 12,30 kr./kg | Søer 10,00 kr./kg