Vildsvin uge 50

Udbrud af Aujeszkys sygdom hos vildsvin og tamsvin i Frankrig

De franske veterinærmyndigheder har indberettet to udbrud af Aujeszkys sygdom hos tamsvin og vildsvin til den internationale dyresundhedsorganisation OIE. Smitten er fundet i regionen Haute-Marne centralt i Frankrig og i regionen Allier beliggende i det nordøstlige Frankrig.

Det første tilfælde vedrører et par avlssvin, der blev testet positive i forbindelse med generel sygdomsovervågning. De to avlsdyr samt tre smågrise blev holdt udendørs i Humbecourt (Haute-Marne). Der er stærk mistanke om overførsel fra vildsvin. De anvendte hegn er af en type der ikke sikket kan forhindre kontakt. Det andet udbrud blev påvist i vildsvin i Gennetines (Allier). Dyrene blev testet positive i forbindelse med generel sygdomsovervågning hvor 6 af 15 testede dyr var positive. Der er tale om vildsvin holdt under hegn. Der er kraftig mistanke om at smitten her også er introduceret fra den vildtlevende vildsvinebestand i området.

Aujeszkys sygdom skyldes en infektion i centralnervesystemet med et herpesvirus. Lidelsen angriber grise i alle aldersgrupper, men symptomerne varierer afhængigt af aldersgruppen. Det er ikke muligt at behandle eller kurere inficerede dyr. Ved akutte udbrud angribes så godt som alle grise, og der ses en dødelighed på op til 100 % i løbet af en til to dage. Aujeszkys sygdom er en liste 2 sygdom og er anmeldepligtig.

Aujeszkys sygdom er vidt udbredt i svinebesætninger verden over. I udlandet vaccineres der i stor stil, og det er i dag muligt at foretage udryddelse ved hjælp af vaccination, idet det er muligt at skelne serologisk mellem antistoffer forårsaget af naturligt forekommende virus og antistoffer forårsaget af vaccination. Sådanne udryddelseskampagner pågår i flere lande. I Danmark har sygdommen været udryddet siden 1991.

Kilde: pig333.com og SEGES Svineproduktion

Basisnotering uge 20
Svin 13,80 kr./kg | Søer 10,60 kr./kg